Mexico - lørdag den 05. juli 2008
Fra Mexico City til Oaxaca
Det var tid at dage afsked med Mexico City. For sidste gang indtog vi vores morgenmåltid på hotel Majestics restaurant. Vi havde været standhaftige. Ikke fordi det var billigt, for vi betalte ca. 260 kr. pr. gang. Men måske fordi det var bekvemt og fordi det var fascinerende at nyde udsigten til flaghejsningen. I dag måtte vi dog forlade ceremonien midt i det hele, for vi blev hentet kl. 8:15 og vi skulle nå at checke ud. Det foregik gnidningsløst og taxa'en kom også til tiden. Det var ikke en van, som vi havde bestilt men vores bagage kunne godt være i en almindelig bils bagagerum. Chaufføren, en ældre herre, talte fint engelsk. En skam, at vi ikke havde kørt tur med ham dagen i forvejen. Så kunne vi have fået en masse at vide. Han undrede sig over, at vi ikke ville leje bil i Mexico. Det havde vi slet ikke overvejet, fordi deres kørefacon er markant anderledes end i Danmark. Chaufføren mente, at der kun krævedes 3 ting, for at kunne køre i Mexico: gode bremser (mens han pegede ned), et godt bilhorn (mens han pegede på rattet) og "Jesus Christ" (mens han pegede op i himlen).
Vi kørte et stykke tid og jeg begyndte at overveje, om han havde tænkt sig at køre en større omvej. Men frem kom vi og han forklarede pænt, hvordan vi skulle finde frem til busserne. Den busstation, vi skulle af sted fra, hed TAPO og det er en enorm stor rund bygning, hvor vi ikke så en eneste bus, før vi var kommet helt ind i bygningen. Som så mange andre steder, stod der her nogle dragere med bagagevogne, der gerne ville tjene en skilling, på at slæbe vores bagage, men det var jeg ikke indstillet på. Vi måtte vel kunne bære det det korte stykke. Vi søgte ind mod midten af bygningen og det viste sig at være rigtigt (vi forstod jo ikke lige de skilte, der var sat op). Det midterste af den runde bygning var åbenbart stedet, hvor man købte billetter og vi fandt hurtigt frem til vores busselskab. Der var heller ingen problemer med de billetter, vi havde købt på nettet hjemmefra. Vi fik vores "boardingpas" udleveret og kunne gå ud i en særlig ventesal, kun for de passagerer, der skulle med det ene busselskab. Der
var et særligt toilet til os, som vi kunne bruge mod at vise vores billet. Vi skulle checke vores bagage ind, som så først blev udleveret, når vi nåede frem til ankomststedet. Så var det bare at vente på bussen.
Det var en superfin bus. Det havde vi også forventet, for busselskabet havde adviseret os om, at den bus, der var en klasse dårligere (ADO) end den, vi havde købt (ADO GL), skulle være en bedre standard end de bedste busser i Danmark. Det viste sig, at holde stik. Store rummelige sæder og masser af benplads fik vi. Inden vi steg ombord, var der gratis drikkevarer og et sæt hovedtelefoner. Vi kravlede forventningsfulde ind på første række, som vi havde bestilt hjemmefra. Chaufføren viste sig at være indbegrebet af en mexicaner med sort hår og sort overskæg og den sjove flade næse. Han var ulastelig klædt med jakkesæt, nystrøget skjorte og slips.
Med 2 minutters forsinkelse, trillede vi ud af busstationen og ud i den kraftige myldretrafik. Den første time gik gennem Mexico City. Så kørte vi opad i bjergene i en times tid, før vi nåede til "højsletten". Vel ude af Mexico City, var der ikke så meget trafik og vejene varierede fra at være i flot stand med nyt asfalt til at være hullet og ujævne, så det til tider kunne være svært at fotografere. Lasse sagde, at de ujævne områder føltes som når der er turbulens i en flyver og det måtte jeg give ham helt ret i. Efter et par timers kørsel blev der varmt i bussen. Aircondition-anlægget virkede åbenbart ikke, men vi kunne ikke kommunikere ret meget med chaufføren, så vi ventede, for at se, om andre spansktalende passagerer også fik det for varmt. Det gjorde de og han gjorde et par holdt, for at udbedre problemet. Det blev ikke bedre af, at varmeanlægget var gået i gang og det kunne han ikke stoppe. Det var lidt antiklimaks at en chauffør i det fine tøj skulle stå og rode i motor og maskine. Han fik ikke løst problemet, så vi fik nogle varme timer i bussen. De passagerer, der sad længere tilbage i bussen var mere heldige, for han lukkede en loftslem op, så de i det mindste fik frisk luft ind. Vi, der sad foran, var næsten buret inde i varmen. Vi måtte tage til takke med den luft, der fra tid til anden kom ind gennem chaufførens sidevindue. Pyha for en varm oplevelse.
Men vi overlevede og kom med en times forsinkelse ind busstationen i Oaxaca (udtales vahaka). Den var langt mindre end TAPO i Mexico City, men den virkede helt ny, lys og indbydende. Det her med byggeri i Mexico, har jeg ikke været inde på, men noget tyder på, at de har meget mere mod på anderledes bygninger, end vi har i Danmark. I Mexico City så vi masser af bygninger, der ikke var særlig gamle, men som var fantastiske at se på. Ikke så mange kedelige grå højhuse. De var der selvfølgelig også, men de dominerede ikke bybilledet.
Men nu var vi i Oaxaca. Det første indtryk mindede os uvægerligt om Thailand. Der var ikke afmærkninger i asfalten, så lyskrydsene var blot et par lamper, der var hængt op. De var nemme at overse. Og så havde de tuktuk'er i byen her - ganske som dem, der myldrer rundt i Thailand. Mexico Citys højhuse var skiftet ud med lave bygninger på 2-3 etager. For at komme til busstationen, skulle vi ind gennem byen og op i bjergene, for at have en flot udsigt ned over byen. Vi endte nede i byen igen, før vi var på destinationen.
Bagagen blev udleveret mod aflevering af kvitteringer. Det var det mest kaotiske, vi havde set omkring busturen. Alle stod og ville have deres bagage og det var ikke noget problem at slæbe bagagen derfra, uden at aflevere kvitteringen. Men vi havde ikke nogen problemer og kunne snart forlade stationen og tage en taxa til vores hotel Parador san Andres tæt på byens centrum og Zocalo (deres lokale rådhusplads). Hotellet har 6 værelser og det var lidt af et antiklimaks at checke ind i forhold til hotellet i Mexico City. Men vi var ikke i tvivl om, at her var mere hyggeligt. Inden vi nåede ind i receptionen, blev jeg råbt an. Det kunne ikke være svært at holde styr på gæsterne her...
Vi fik vores værelser udleveret og det var sørme ud til den friske luft! I hvert fald det ene, som vi voksne indtog. Det var jo i vores værelse, at vi opholdt os, når vi ikke sov. Værelset havde udgang til en lille terrasse på 1. sal.
Da vi havde kastet bagagen ind på værelset, gik vi på jagt efter aftensmaden. Klokken var allerede ved at være 17, så det måtte være passende med et godt aftensmåltid. I receptionen fortalte vores engelsktalende mand, der hed noget i retning af Abolino, om restauranter og seværdigheder i området. Han solgte også ture og han havde en tur, der kun kørte en gang om ugen, søndag. Den indeholdt 7 forskellige steder, som vi kunne komme på, bl.a. et vandfald og et marked. Den var vi alle klar til, så vi bookede. Han solgte også en daglig tur til Monte Alban, et større ruinkompleks, der ligger oppe i bjergene ca. 10 km. fra Oaxaca. Den ville jeg også på, men den kunne vi bestille senere.
Receptionistens anbefaling til morgenmad og en god restaurant i det hele taget, var et sted, der hed Alex. Ja selvfølgelig måtte det være godt :-) men vi havde udset os et andet sted til aftensmaden. Det var på selve Zocaloen. En restaurant, som Lonely Planet anbefalede. El Asador Vasco lå på første sal i et hjørne af Zocaloen og herfra var der en fin udsigt over pladsen, som viste sig at være befolket af Oaxacas indbyggere. Vi havde godt læst, at lokalbefolkningen søgte hen på Zocaloen og det holdt stik.
I restauranten var det damer, der serverede i modsætning til Majestics udelukkende mandlige tjenere. En af kvinderne talte engelsk, så det var ikke så svært at bestille øl og vand, selv om jeg synes, at vi efterhånden var gode til at bestille de mest normale ting på spansk.
Oven på den varme bustur var der ingen tvivl om, at en kold øl gjorde lykke! Maden bestod af supper og salater til forret. Jeg fik en flot anrettet salat med gedeost og bacon. Den smagte fortryllende. Til hovedret fik jeg fyldte chili'er. Det lyder stærkt, men det var ikke galt. Store chilier stoppet med oksekød, der mindede om en gammeldags oksesteg. Det var også vildt godt. Dertil tacos. Marie fik et stykke kød med roquefortsauce og Lasse den sædvanlige gang spaghetti a la Carbonara. Det har han vist fået stort set hver aften til nu, men da vi spiser forskellige steder hele tiden, ændrer retten sig jo. Vibe var ikke sulten, så hun nøjedes med en gang ren spaghetti.
Mens vi spiste, blev der fyret nogle gevaldige kanonslag af i nærheden. Det var lidt larmende, for at sige det mildt.
Da maden var fortæret, kom tjeneren trillende med en stor kagevogn. Det så meget spændende ud, men der var ikke plads til mere.
Vi betalte og gik ned på pladsen, for at kigge lidt på den og for at liste hjem til hotellet, for vi var trætte. Vi nåede ind og se katedralen på Zocaloen. Den var meget stor og flot - både udvendig og indvendig. Mens vi gik inde i katedralen, startede en gudstjeneste, så vi fortrak ud på pladsen, hvor et stort orkester var i gang med at underholde. Det var åbenbart gratis at høre på og det lød slet ikke så dumt. På pladsen havde børnene travlt med at kaste nogle lange ballonlignende tingester på 1-4 meter op i luften og gribe dem igen. Det så lidt spøjs ud, når de sendte de lange oppustede pinde op i luften og jagtede dem. Mange mennesker sad og hyggede sig 2 og 2. Nogle læste og et enkelt sted blev der spillet skak.
Vi slentrede tilbage til hotellet og fandt ud af, at den butik, der ligger lige ved hotellet, er en kombineret bager og isbutik, så desserten blev en vaffelis med sorbetis. Smagte super og kostede stort set ingenting. På vores værelse hyggede vi os lidt, mens børnene fik checket deres mail. Vibe og Marie spillede kort, mens jeg fik tømt kameraerne for billeder og ved 23-tiden var det sengetid.
